Årets ferie gik til Scotland. Vi har været der før i 2018 og den gang var vi enige om at der var mere at se.
Så kom der lidt sygdom og verden lukkede så det blev først i år vi var klar.

Første destination på vores 12 dages tur var Edinburgh og man der var fly nogle dage direkte til byen, så turens længde blev bestemt af hvornår der var fly.
Vi opdagede at Edinburgh Tattoo startede dagen efter vi ankom, så det blev en af oplevelserne på turen. Der er Tattoo hver dag undtagen søndag i næsten hele august måned. Der er også en masse andre festivaler i begyndelsen af august.

Vi fik billet til den allerførste offentlige forestilling fredag aften, hvor vi startede med en ”Experience – Flavours of Scotland”, 3 omgange med forskellig mad tilberedt med skotske råvarer, parret med whisky. Maden var glimrende, man sad ved store 10-personers borde. Desværre blev vi sat sammen med en flok tyskere, der hverken talte meget eller kunne lide maden.
Vi fik set en af verdens største whisky samlinger hos Scotch Whisky Experience og bagefter blev vi fulgt til vores pladser af en af vært – det viste sig hun havde besøgt både Århus og Stauning whisky.

Pladsen hvor man holder Tattoo er ikke særligt stor. Cirka som en fodboldbane og meget mindre end den kæmpe plads man ser på fjernsyn – det handler om objektiv og vinkler.
Men oplevelsen blev ikke mindre af den grund, det var faktisk endnu mere imponerende at man kunne undgå at støde sammen når de forskellige pipebands marcherede rundt. En god aften.

Vi gik en del rundt i byen, og man bliver klar over at den er delt i to – New Town og Old Town som deles af Princes Street, og på hver side af den vej er der en bakke. Specielt mod Old Town er den stejl, men det er også der Edinburgh Castle ligger. Vi bemærkede også at det koster 8-9 £ i TIMEN at parkere i byen.

Da vi besøgte den botaniske have, var vi så heldige at opdage en sti der gik langs floden Water of Leigth. Den vej kan anbefales.
Botanisk have var stor og flot, desværre var deres væksthuse ved at blive renoveret, og derfor lukkede.

Det blev også til ture rundt i Old Town, en tur på National Museum of Scotland og ikke mindst en rundvisning på Edinburgh Castle med en meget underholdende guide.
Slottet er bygget på Castle Rock, toppen af en 350 millioner år gammel vulkan og kan ses var det meste af byen. Stedet har være beboet siden jernalderen og er blevet udvidet og ændret gennem tiden. Man kan stadig se en af de oprindelige bygninger, St Margaret’s Chapel, den ældste bygning i byen fra 1100-tallet.

En kuriositet er ”The One o’Clock Gun”. Et levn fra sejlskibenes tid hvor tiden var vigtig når man skulle bestemme skibets position. Hver dag kl. 13.00 bliver der affyret et skud fra slottet ud mod havnen.
Man viste godt at lyden var forsinket, så der var kort over området som angav hvor stor forsinket var på et givet sted, så man kunne justere sit ur helt nøjagtigt.

Opholdet i Edinburgh var nu slut, og vi skulle videre til det skotske højland.

Vi hentede den lejede bil i lufthavnen og satte kursen mod vest. Vi kom 15 minutter tidligere end aftalt, så vi blev udsat for et sædvanlige afpresningsforsøg med at vi kunne betale for en opgradering og få bilen med det samme eller vente 15 minutter. Godt man har lidt tålmodighed.

Destinationen var Loch Katrine Eco Pods –en camping hytte ved Loch Katrine med en enkelt overnatning.
Stedet ligger temmelig isoleret, og der er langt til nærmeste alting, men er alligevel et velbesøgt udflugtsmål.
Vi stoppende undervejs i Callander for at spise og købe ind til aftensmad. Vi vidste godt at det ikke var et fuldt udstyret køkken, så indkøb blev kyllingebryst, frisk pasta og en dåse tomater.

Vi fortsatte af små skotske veje til Loch Katrine. Loch Katrine er en ferskvandssø hvor man siden 1859 har hentet ferskvand til Glasgow som ligger ca. 60 km mod syd. Den ligger for enden af en meget lang og smal vej – sådan føles det i hvert fald.

Da vi hentede nøglen, skulle de lige have fat i rengøringen via walkie-talkie, der var nemlig ingen mobildækning ved hytterne.

Efter at havde inspiceret hytten, kunne konstatere der var en mikrobølgeovn, to tilhørende skåle og tallerkener, krus, bestik, kogekande og en brødrister. Ingen krydderier, kogeplade eller pande.

Vi købte et par øl i kiosken, de havde ikke lige andet som kunne bruges til maden.
Menuen blev kyllingebryst rullet i knuste chips (eller crisps som de kalder dem) med tomatsovs og pasta.
Da det var frisk pasta, skulle den bare hælde over med kogende vand. Kyllingebryst kan man sagtes tilberede i mikrobølgeovn, den største udfordring var antallet af skåle, men vi fik ok mad den dag.

Næste dag havde vi booket en tur med S/S Walther Scott. Et ”dampskib” som i dag fyrer med biobrændsel i stedet for kul. Man vil ikke risikere at forurene søen.
Turen foregik mest i regnvejr. Man sejler fra Trossachs Pier hvor hytterne ligger til Stronachlachar, hvor man kan vælge at stå af og enten cykle eller gå tilbage eller vente til næste båd kommer. Man kan også sejle med tilbage med det samme. Vi valgte det sidste, men en cykeltur langs søen er sikkert en smuk oplevelse, sejlturen var i hvert fald, på trods af regnen.

Efter sejlturen tog vi videre mod Balmaha.
Vi havde planlagt at se ”The Devil’s Pulpit” som skulle være et meget flot sted. Men det regnede og det ligger midt inde i en skov med en lidt udfordrende vandretur, som blev endnu værre i regnvejr. I stedet fandt vi et sted hvor de holdt får og solgte garn. De vidste præcis fra hvilke får de forskellige farver kom fra og der blev købt garn der allerede er konverteret til en hue.

Balmaha er en lille by som ligger på vestsiden af Loch Lomond – for enden af en lang og smal vej­…

Vi fandt til sidst det sted hvor vi skulle overnatte og gik ud for at se lidt på omgivelserne.

Der var ét sted hvor man kunne spise aftensmad, så vi fik reserveret bord med det samme. Så var der en cafe, turistinformation, en park og natur. Ikke nogen storby, men stille og roligt.
I parken var der opstillet en skulptur af Tom Weir, som i mange år lavede tv udsendelser om den skotske natur og tilsyneladende meget populær – Skotlands svar på Søren Ryge…
Efter gåture stod den på afslapning, aftensmad, lidt mere afslapning og godnat.

Næste morgen fik vi morgenmad i cafeen, vejret var ok og vi kunne sidde udenfor.
Vi tog en lille gåtur i det kuperede terræn langs med Loch Lomond.

Efter endnu en tur til i cafeen, satte vi kurs mod næste overnatningssted, Bridge of Orchy, som ligger i højlandet.
Turen dertil gik langs vestbredden af Loch Lomond. Sidst vi var i Skotland, boede vi der nogle dage, så det blev et kort gensyn med steder vi havde været.
Det første egentlige stop var Falls of Falloch. Vi fik tilkæmpet os en parkeringsplads og set vandfaldet. Der var rift om pladserne og da vi skulle væk, gik det helt i baglås for folk som skulle væk blev blokeret af dem som ville ind­…

Videre gik det til hotellet Bridge of Orchy, som ligger ved en bro som går over floden Orchy midt i næsten ingenting.
Det ligger også ved vandreruten Westhighland Trail, der var mange som var på vandretur med deres telt, og tæt på hotellet var der en plads til at slå telte op. Vi var godt tilfredse med at køre i bil og sove på hotel: Nu var vi i højlandet, og det både regnede og var halvkoldt. Må nok erkende at så meget udendørsmennesker er vi ikke.
Hotellet tilbød at lave en madpakke man kunne få med næste dag. Det oplevede vi ikke andre steder på vores tur. Det tilbud kunne vi ikke stå for og vi fik udmærket sandwich, frugt, crisps og en brik juice.

Næste dag gik det videre ind i Glencoe. Det regnede (igen) og vi fandt ud af at det også blæste temmelig kraftigt så man skulle holde godt fat i bildøren og tænke lidt over hvordan man stod, så man ikke blev blæst omkuld.
Men udsigten! Selv i regnvejr er den fantastisk. Der var en del mennesker ud at vandre og endnu flere i biler som også skulle beundre udsigten. Som de udendørsmennesker vi ikke var, besluttede vi at aflyse planlagte vandreture, vejret var imod os.

Efter utallige stop i Glencoe – der er meget at se – kom vi til vores næste destination: Fort William.
Vi kunne ikke komme ind på vores værelse, så vi tog en kop kaffe og ventede – på det dårligste værelse vi havde på hele turen. Vinduerne var ikke tætte, det var piv koldt, men receptionen kunne/ville ikke hjælpe.
Det var så også det eneste sted i hele Fort William vi kunne få et værelse, alt andet var booket – og det kan man så filosofere lidt over…
Der var stadig mere tilbage af dagen, så vi tænkte vi kunne besøge det lokale whiskydestilleri. Det var pænt mange mennesker, så vi gjorde en stor fejl og kørte videre. Der var en vej tilbage til hotellet og vi så godt at der var rigtigt mange biler som holdt i kø i den modsatte retning, men vi tænkte at det bare var noget midlertidigt.
Da vi skulle tilbage en time senere efter at have været på udflugt, var køen af biler bare blevet længere, det tog ret lang tid at komme tilbage. På hotellet kunne de fortælle at det var sådan hver dag; et godt sted at undgå.

Toget mod Mallaig afgår fra Fort William og det kører over Glenfinnan Viaduct. Det er den bro som toget i Harry Potter filmene kører over og da vi nu var på de kanter, tænkte vi at tage ud til viadukten for at se det. Vi tog afsted i god tid, der ville være mere end en time for toget kom når vi nåede frem. Man kan også køre med, men der er begrænset antal pladser, og der var kun 1. klasses billetter tilbage til næste 1000 kr. stykket, det var helt uden for budget.

Vi blev godt og grundigt snydt! Den primære parkeringsplads var fyldt op med autocampere af de ikke helt små, så der var ingen plads til turister i små personbiler. Heller ikke det næste sted – eller det næste, der var bare biler over alt. Nu var vi kommet så langt, og kunne vi ikke så toget køre over viadukten, skulle vi i hver fald bare se toget. Vi fandt et sted tæt ved skinnerne hvor man kunne parkere og sammen med nogle andre stakler, stod vi i regnen og ventede. Og ventede. Og ventede lidt mere. Endeligt kom toget. Det var ligesom et cykelløb – 5 sekunder og så var det forbi.

Herfra skulle vi mod syd til Oban. Der var to muligheder: Enten at køre tilbage til Fort William og havne i den frygtelige kø, eller køre ned til Ardgour og tage færgen over på den anden side.
Vi valgte færgen. Og fandt ud af at vejen havde et spor og en masse vigepladser. Det gik nu meget godt, der var ikke meget trafik, og der var masser af vigepladser, strategisk placeret så man i god til kunne trække ind og lade en modkørende bil komme forbi.
Færgen sejlede lige efter vi var kommet ombord – det var en af de ture hvor de knap nåede rundt for at sælge billetter før man var i land igen.

Videre mod syd – heldigvis med god tid til at stoppe, spise kage og se naturen. Og så var vi i Oban, hvor vi heldigvis fik tilkæmpet os en parkeringsplads ved hotellet. Og det var slet ikke dyrt at skulle parkere i 2 dage der, mindre end at parkere en time i Edinburgh.

Vi havde 2 overnatninger i Oban, så vi valgte et værelse med udsigt over havn og vand. Det var pænt. Den del af havnen hvor vi boede, var mere til lystsejlere, og ikke kommercielle både der startede klokken alt-for-tidligt.
Hotellet v ar gammelt og havde en minimalistisk elevator: Der var plads til en person og en kuffert – to kufferter hvis man stablede dem på højkant. Men når man skal op på anden er det ligegyldigt, man skal nok komme ind med det hele.

Vi fandt et sted at spise den første aften og da vi gik hjem til hotellet, hørte vi musik fra kajen – det regnede IKKE den aften. Det var et skib som sejlede rundt med en flok musikere som spillede traditionel skotsk musik – 3 violiner og en guitar og ingen sækkepiber. De samlede ind til den lokale ”Mountain Rescue” den aften.
Der var masser af folk der dansede og hyggede sig.

Næste dag skulle vi se på byen. Vejret var upåklageligt, sol og næsten ingen vind. Stop et: The Oban Distillery, som ligger midt inde i byen, lige over for hotellet. Vi kunne ikke få en rundvisning med der lige 2 pladser tilbage på en smagning. De fremstiller nogle gode sager og vi kom derfra med en alt for dyr flaske.
Destilleriet er grundlagt i 1794, og den gang lå det ikke i byen – faktisk var destilleriet grunden til at byen voksede. I dag ligger den så midt i det hele, men det vil ikke flytte for deres produkter er som de er fordi de er produceret ved havet, med den slags vand på netop det apparatur. Hvis det flytter, vil det kunne smages på slutproduktet.

Næste stop var McCaig’s Tower, som ligger med udsigt over Oban og kan ses fra næsten hele byen. McCaig beundrede græsk og romersk arkitektur og bygning er baseret på Colosseum i Rom. Der var planlagt et museum, et galleri og et tårn, men han døde inden det var færdigbygget og familien ville ikke forsætte. I dag er kun ydermurene, en cirkel på ca 200m i diameter og vinduesåbninger i 2 etager.

Man skal gå derop af stejle smalle gader. Men med den udsigt er det turen værd – hvis vejret er godt. Og det var det jo den dag.

Vi kom ned igen og fandt et sted hvor vi fik fish & chips.
Derefter gik vi ud og så på byen og butikkerne og så tilbage til hotellet.

Næste dag skulle vi begive os hjemad. For en gangs skyld regnede det og vinduet i passagersiden havde stået åbent og sædet var måske en lille smule vådt…

Turen til Edinburgh Airport skulle tage ca. 2½ time og vi havde 5, så vi skulle se noget undervejs. Vores tanke var middelalderkirken St. Conan’s Kirk. Men det ville alle andre også og vi opgav at finde et sted at parkere og forsatte mod Edinburgh.

Og så kom vi forbi Doune Castle… Nå ja, det var da et sted man kunne stoppe og se lidt nærmere på. Da vi begyndte at høre den udleverede audio guide, fandt vi ud af at det var det sted hvor Monty Python optog de fleste borg scener i ”Monty Python and the Holy Grail”.
Man kunne opleve de besøgende gå rundt og grine mens de lyttede til klip fra filmen på audio guiden.
Det var sjovt at se stedet, og endnu sjovere at gense filmen da vi var kommet hjem, og kunne se hvor de forskellige scener var optaget.

Videre til lufthavnen og igennem security check. Det er altid spændende hvor meget man skal tage ud af tasker og fjerne bælter, sko, ure – you name it. Men her fik vi at vide vi bare skulle lægge vores tasker på båndet som de var med kamera, iPads og tablets og så ellers bare gå igennem. De havde fået en ny scanner som kunne identificere det hele og det gik gnidningsfrit.

Et sidste drama på flyet inden vi lettede: Et par var blevet adskilt og nu stod hun på flyet, mens han var afvist ved gaten. Det endte med at hun gik tilbage til gaten også, men der er procedurer for den slags så vi skulle lige vente på den rette person kom frem. Heldigvis havde de ingen bagage i lastrummet, så vi kom næsten afsted til tiden og landede i Billund – i regnvejr.